Ta' op i bjergene i Nice' bagland
Nice på den franske Middelhavskyst er spændende. Men baglandet er mindst lige så interessant. Efter blot en halv time i bil går turen ad smallede og snoede bjergveje. Prøv f.eks. flodbadning ved bjergbyen Gilette. Ta’ på en vandretur ad grus- og stenveje ned til Pont de Cerise, som viser sig at være en gammel romersk bro over floden Esteron. Snør vandrestøvlerne og tag turen nedad og atter nedad til dalen, hvor floden bruser og kan høres på lang afstand. Her står tiden stille. Her er ro. Her kan man lade sig flyde med af strømmen eller lægge sig mellem de store sten og lade det friske vand bruse omkring ørene. Her kan man smøre ansigtet og kroppen ind i mudderet fra bjergene – selv de dyreste mærkevarer fra lufthavnsbutikkerne kan ikke måle sig.
📄 Åbn PDFCanal du Midi: en langsom rejse i det sydlige Frankrig

Der findes steder, hvor tempoet automatisk falder, så snart man ankommer.
Canal du Midi i det sydlige Frankrig er et af dem.
Du kan glide afsted i en båd med et glas vin i hånden, cykle langs trækstien gennem landskabet i Languedoc eller blot stå ved kanten af en 340 år gammel sluse og betragte livet omkring dig.
Kanalen strækker sig 240 kilometer fra Toulouse til Middelhavet og passerer gennem nogle af regionens mest besøgte byer, herunder Carcassonne, Béziers og vinområderne i Languedoc.Kanalen er omkring 240 km lang og forbinder Toulouse med Middelhavet ved Sète. Den slynger sig forbi vinmarker, platantræer, middelalderbyer og gamle stenbroer.
Kanalen, der skulle ændre handelen
I 1600-tallet var det dyrt og besværligt at sejle fra Atlanterhavet til Middelhavet, for skibene skulle hele vejen rundt om den Iberiske Halvø. En kanal tværs gennem Frankrig lød derfor som en genial idé, men ingen kunne løse det store problem: hvor skulle vandet komme fra i et tørt område?
Svaret kom fra Pierre-Paul Riquet, en skatteopkræver og ikke ingeniør. Han kendte egnen indgående og fik ideen at lede vand fra bjergene i Montagne Noire til kanalens højeste punkt, så tyngdekraften kunne føre det begge veje. Ludvig 14. godkendte projektet i 1666, og tusindvis af arbejdere gravede kanalen næsten udelukkende i hånden.
Riquet nåede aldrig at se resultatet. Han døde i 1680, kort før kanalen åbnede i 1681, og efterlod sin familie en tung gæld. I dag er Canal du Midi på UNESCO’s verdensarvsliste, og den bruges næsten kun af lystsejlere og turister.
Tre måder at opleve kanalen på
Man kan leje en husbåd uden duelighedsbevis, og udlejerne giver en kort introduktion, inden man sejler. Mange selskaber tillader, at man afleverer båden et andet sted, end man hentede den. Sluserne virker skræmmende for nybegyndere, men de bliver hurtigt rutine. Sæsonen løber groft sagt fra marts til oktober.
En anden mulighed er cyklen. Kanalens stier er for det meste flade og skyggefulde, og de egner sig godt til både familier og mere erfarne cyklister. Man kan nemt vælge en kort strækning og bruge toget til at komme tilbage.
Endelig kan man bruge bilen gå korte ture langs vandet.
Stationerne langs vejen
Storbyen Toulouse er udgangspunktet. Byen kaldes “den lyserøde by” på grund af teglstenene, der får husene til at gløde i eftermiddagssolen. Her ligger Basilique Saint-Sernin, en af Europas største romanske kirker, og pladsen foran rådhuset, Capitole, er byens naturlige samlingspunkt.
Carcassonne er rejsens højdepunkt for mange. Den befæstede middelalderby Cité med sine mure og tårne ligner noget fra en eventyrfilm. Overnatter man inden for murene, oplever man stedet i ro, når dagsturisterne er taget hjem.
Béziers ligger på en bakke over floden Orb. Lige uden for byen ligger Fonseranes-slusetrappen, hvor båden i flere kamre løftes eller sænkes 21 meter. Det er et populært sted at stå og se på, også hvis man ikke selv sejler. Tæt på ligger Malpas-tunnelen fra 1680, en af verdens ældste kanaltunneler.
Sète er sidste stop, en havneby med kanaler, havudsigt og fremragende skaldyr fra Étang de Thau.
Planlæg ikke for meget. Kanalen belønner dem, der blot lader dagene gå.
Vil du kun have en kort tur, så vælg strækningen mellem Carcassonne og Béziers, hvor du får både landskab, slusetrappen og tunnelen.
Efterår og forår er ofte lidt roligere og mildere end juli og august.
Kanalens historie er helt ekstraordinær. Det, der begyndte som en århundreder gammel drøm om at overliste spanierne – udtænkt af en mand, der aldrig tidligere havde arbejdet som ingeniør, og som var tæt på at ruinere den familie, der finansierede projektet – er i dag optaget på UNESCOs verdensarvsliste og tiltrækker over 70.000 besøgende om året.
Historien om Canal du Midi
Baggrunden for at Canal du Midi opstår er, at Gibraltarstrædet udgjorde en stor hindring for transport i Frankrig i det 17. århundrede. Spanien kontrollerede strædet, og alle skibe, der passerede igennem, skulle betale en afgift til den spanske krone.
Selve ordet “tarif” stammer faktisk fra Tarifa – en spansk by, der ligger tæt på strædets smalleste punkt. Franske købmænd, der ønskede at fragte varer mellem Atlanterhavet og Middelhavet, havde to muligheder: enten at betale til Spanien eller at bruge en måned på at sejle hele vejen rundt om Den Iberiske Halvø – en rute, der indebar risiko for både storme og pirater langs Barbari-kysten.
Drømmen om en kanal, der forbandt de to have, gik århundreder tilbage. Da kong Frans 1. i 1516 hentede Leonardo da Vinci til Frankrig, bestilte han faktisk en undersøgelse af en mulig kanalrute fra floden Garonne ved Toulouse til floden Aude ved Carcassonne.
Idéen var god. Problemet var hver eneste gang vandforsyningen. Hvor finder man vand nok til at holde en kanal fyldt året rundt, når den skal løbe gennem en af de tørreste egne i Frankrig?
Her kom Pierre-Paul Riquet ind i billedet
Pierre-Paul Riquet var ikke ingeniør, men skatteopkræver – nærmere bestemt manden, der stod for indkrævningen af salt-skatten i hele Languedoc-regionen. Arbejdet betød, at han tilbragte årtier på hesteryg, mens han rejste gennem området, og han kendte derfor landskabet bedre end næsten nogen anden.
Da han red hen over Montagne Noire nord for Carcassonne, lagde han mærke til, at bakkerne var gennemskåret af utallige små vandløb. Hans idé var at indfange disse vandløb, lede dem ind i et stort reservoir og derfra lade vandet strømme kontrolleret ned til det højeste punkt på den planlagte kanal: Seuil de Naurouze, 189 meter over havets overflade.
Herfra ville tyngdekraften sørge for, at vandet løb både mod vest i retning af Toulouse og mod øst i retning af Middelhavet.
I 1662 skrev han til finansminister Jean-Baptiste Colbert, der straks indså den strategiske værdi. At kunne fratage Spanien indtægterne fra tolden ved Gibraltar og samtidig sætte skub i handlen i Languedoc – det var netop den slags projekt, en konge, der ønskede at sætte et varigt aftryk på sin regeringstid, ville kaste sig over. Ludvig 14. godkendte byggeriet i 1666.
Saint-Ferréol-dæmningen, som Riquet opførte for at skabe det primære vandreservoir, var på det tidspunkt det største anlægsprojekt i Europa. Den var 780 meter lang og 32 meter høj; den tilbageholdt vand fra Montagne Noire og ledte det ind i 66 kilometer kanaler, der forsynede selve hovedkanalen. Da byggeriet var på sit højeste, arbejdede 12.000 mennesker – både mænd og kvinder – med at grave i hånden ved hjælp af skovle og hakker.
Kanalen passerer 91 sluser, hvis ovale bassiner blev designet netop sådan for at hjælpe stenmurene med at modstå vandtrykket.
Den krydser vandveje via akvædukter, går gennem verdens første kanaltunnel og falder i alt 190 meter over hele sin strækning.
Malpas-tunnelen nær Béziers stod færdig i 1680. Den er 165 meter lang, hugget direkte gennem en højderyg, og er stadig verdens ældste kanaltunnel, der er i brug. Riquet opførte også Pont-Canal de Répudre i 1676 – den første kanalakvædukt i Frankrig – som fører kanalen hen over floden Répudre.
Ved sluserne i Fonseranes, lige uden for Béziers, sænkes bådene 21 meter ned gennem en trappe af forbundne slusekamre. Det er et besøg værd, da det er ganske spektakulært.
Riquet brugte også krudt til at sprænge sig vej gennem et stejlt klippeparti ved Pechlaurier. De fleste historikere betragter dette som et af de første tilfælde, hvor sprængstoffer blev anvendt i europæisk anlægsteknik uden for minedrift.
Han døde i 1680, tre måneder før kanalens officielle åbning den 15. maj 1681. Hans sønner arvede både kanalen og gælden. Familien kom sig først økonomisk helt igen efter mere end hundrede år.
I mere end to århundreder blev hvede, vin, klæde, salt og post transporteret ad Canal du Midi mellem Toulouse og Middelhavet.
Men kanalen opfyldte aldrig helt sit oprindelige formål. Sluserne var altid for små til havgående skibe, så handlen mellem Atlanterhavet og Middelhavet kom aldrig til at foregå gennem kanalen, sådan som Riquet havde forestillet sig. Den forbandt to franske regioner snarere end to verdenshave. Det gjorde den kommercielt betydningsfuld, men ikke den strategiske gamechanger, den var tænkt som.
Da jernbanerne kom i det 19. århundrede, svandt godstrafikken på kanalen støt ind. I det 20. århundrede var den kommercielle transport på kanalen stort set ophørt. I dag benyttes den udelukkende af lystbåde.
UNESCO optog stedet på listen over verdensarv i 1996.
Hvis man kun har en lang weekend til rådighed, byder strækningen mellem Carcassonne og Béziers på noget af den smukkeste natur langs ruten. Her finder man blandt andet Malpas-tunnelen og Fonseranes-sluserne, uden at det kræver en hel uges fri fra arbejdet.
Sluserne er ofte det, der virker mest skræmmende for førstegangssejlere, men det er der egentlig ingen grund til. Slusepersonalet er vant til helt uerfarne sejlere og er generelt meget tålmodige. Man sejler ind, fortøjer båden, venter på, at slusekammeret fyldes eller tømmes, og sejler så videre. Det tager måske 15 minutter pr. sluse, når man først har prøvet det et par gange.
Toulouse
Det er i Toulouse, at kanalen begynder. Hvis du vælger byen som udgangspunkt for en tur på kanalen, bør du afsætte mindst to dage, før du tager ud på vandet. Byen byder på så meget, at den sagtens kan retfærdiggøre et langt længere ophold.
La Ville Rose – “Den lyserøde by” – har fået sit tilnavn på grund af de karakteristiske lyserøde mursten, der er brugt i næsten alle bygninger i det historiske centrum. Og der er ikke tale om en diskret lyserød farve. På en solskinsdag ser hele byen ud til at gløde, og oplevelsen er helt anderledes end i nogen anden fransk by, du måtte besøge.
Murstenene stammer fra den lerholdige jord langs Garonne, og indbyggerne i Toulouse har bygget med dem, lige siden romerne forlod området, og den lokale befolkning måtte finde deres egne byggematerialer.
Den gamle by ligger ved et sving i Garonne, og Place du Capitole udgør dens naturlige midtpunkt. Selve Capitole fungerer som rådhus; det er en enorm bygning fra det 18. århundrede, hvis facade optager hele den ene side af pladsen.
Basilique Saint-Sernin er den største romanske kirke, der stadig står i Europa, og et af de vigtigste stop på pilgrimsruten til Santiago de Compostela.
Den blev opført i det 11. og 12. århundrede for at huse relikvierne efter Saint Saturnin – Toulouses første biskop. Han led martyrdøden i år 250 e.Kr., da han blev bundet til en tyr og slæbt ned ad trapperne til det romerske Capitol.
Kirken, der bærer hans navn, har lige siden tiltrukket pilgrimme. I krypten findes en enestående samling af relikvier, relikvieskrin af guld og sølv samt andre genstande, som de fleste besøgende i Toulouse aldrig får at se.
Byen har også et mørkere kapitel i sin historie. I 1208 iværksatte pave Innocens III det albigensiske korstog fra Toulouse mod katarernes kætteri, der havde bredt sig i hele Languedoc-regionen. Korstoget varede i 20 år og hærgede regionen, hvilket til sidst bragte hele Sydfrankrig under den franske krones kontrol for første gang.
Musée des Augustins, der har til huse i et tidligere augustinerkloster, dækker denne periode og rummer en af Frankrigs bedste samlinger af romansk skulptur – hvoraf en stor del er reddet fra bygninger, der blev ødelagt under de religiøse konflikter.
Seuil de Naurouze
Dette er kanalens højeste punkt, 189 meter over havets overflade, hvor vandet deler sig og flyder i begge retninger. Her findes en obelisk til minde om Riquet, og en lang allé fører hen til den. Det er et mere roligt stop end de fleste andre på ruten, og det er værd at bruge en times tid til fods her.
Castelnaudary
En indbydende cassoulet, pyntet med frisk rosmarin og timian, bestående af hvide bønner, pølse og grøntsager, der er simret i en fyldig fond i en rød gryde.
Hvis du er glad for cassoulet, bør du helt sikkert gøre et stop her; retten blev nemlig opfundet i byen i 1355 under en engelsk belejring, hvor indbyggerne samlede alt, hvad de havde, i en stor gryde for at brødføde forsvarerne.
Kanalens “Grand Bassin” giver byen et præg af at ligge ved en bred sø, og Cugarel-vindmøllen fra det 17. århundrede, der ligger på bakken ovenfor, byder på udsigt over sletten mod Pyrenæerne.
Carcassonne
Der er en grund til, at Carcassonne er en af de mest besøgte byer i Frankrig. Hvis du ikke har været der endnu, giver Canal du Midi dig den perfekte undskyldning for at gøre et stop her i mindst et par dage. Den middelalderlige fæstningsby, der hæver sig over sletten, er uden tvivl et af de mest dramatiske syn i hele landet.
Selve fæstningsbyen er en borg med dobbelte mure, 52 tårne og næsten 3 kilometers fæstningsværker, der har eksisteret i forskellige udgaver, lige siden vestgoterne befæstede højen i det 5. århundrede. En gåtur langs fæstningsmurene byder på udsigt over Aude-dalen mod Pyrenæerne, når vejret er klart, og stedets enorme omfang går først rigtigt op for én, når man befinder sig indenfor.
Inden for murene dominerer basilikaen Saint-Nazaire. Det gotiske kirkeskib og rosetvinduerne stammer fra det 13. og 14. århundrede, og de farvede glasruder hører til blandt de fineste i Sydfrankrig. Interiøret i Saint Michael-katedralen i Carcassonne byder på et stort rosetvindue og adskillige glasmosaikker, mens lysekroner og gotiske buer understreger stedets middelalderlige charme.
Béziers
Et solbeskinnet syn af Béziers i Frankrig, hvor man kan se den ikoniske katedral Saint-Nazaire trone over byen, samt den gamle stenbro, der krydser floden Orb – et bevis på, at man kan opleve klassisk fransk charme uden at skulle betale en formue.
Du vil uden tvivl kunne genkende billederne af Béziers; byen ligger på en bakke over Canal du Midi med udsigt ned over Orb-dalen, og synet af byen, når man kommer fra kanalen, er et af de smukkeste langs hele ruten.
Byens historie rækker langt tilbage – længe før kanalen blev anlagt. Béziers er en af Frankrigs ældste byer; den blev grundlagt af grækerne omkring 575 f.Kr. og senere videreudviklet af romerne, som kaldte den Baeterrae.
Sète
Sète ligger helt for enden af kanalruten, hvor vandet løber ud i Étang de Thau, før det når Middelhavet. Byen er faktisk tegnet af Riquet.
Havnen i Sète blev anlagt som en del af den samme vision, der skabte kanalen; En vandvej mellem Atlanterhavet og Middelhavet kun gav mening, hvis der var et sted, hvor varerne kunne losses i den anden ende.
Opførelsen af havnen begyndte i 1666 – samme år som arbejdet med kanalen blev indledt – og de to projekter var fra starten tænkt som en samlet helhed.
Kanaler løber gennem bymidten, hvilket har givet byen tilnavnet “Languedocs Venedig”. Grand Canal går lige gennem byen og er kantet med restauranter, der hovedsageligt serverer fisk og skaldyr direkte fra lagunen.
I Étang de Thau opdrættes østers og muslinger, og Sète er et af de bedste steder i Frankrig at nyde disse delikatesser.
Byens mest berømte søn er digteren og sangeren Georges Brassens, der blev født her i 1921 og siden blev en af de vigtigste skikkelser inden for fransk chanson.
Hans sange var kendt for deres skarpe samfundskritik og til tider respektløse humor, og han bevarede en tæt tilknytning til Sète gennem hele sit liv.
Et museum dedikeret til ham nær stranden, Espace Georges Brassens, formår på fin vis at sætte hans værk ind i en sammenhæng med både byen og samtiden. Han ligger begravet på den lokale kirkegård, Cimetière Le Py, på et sted med udsigt over havet – et sted, han selv havde udtrykt ønske om – og indbyggerne i Sète lægger stadig blomster og guitarer på hans grav.
Stranden ved Sète strækker sig over flere kilometer langs byens middelhavsside og flankeres af en lang promenade. Der er tale om en rigtig sandstrand – i modsætning til de stenstrande, man finder længere nede langs kysten mod Nice – og i juli og august er her ofte meget livligt.
