Ahornsiruppens søde liv i Vermont
Af Karsten Himmelstrup
marts 2025
Det tidlige forår i Vermont kaldes ikke uden grund for muddersæsonen.
Efter måneder med frost og sne forvandles grusveje og skovstier til en stor mudderpøl, når vinteren slipper sit tag i den nordøstlige amerikanske delstat. Her, tæt på grænsen til Canada, begynder samtidig en af årets vigtigste høster: ahornsiruppen.
Fra Interstate 89 kører vi ad små veje mod Sugarbush Farm nær grænsen til New Hampshire. Vi passerer flere af de overdækkede broer, som Vermont er kendt for, inden vejen ender ved en gård mellem dal og bjerg. Herfra kan kun traktorer med snekæder komme videre opad.
På gården bor familien Luce. Tidligere havde de en mælkeproduktion, men i dag satser de på kødkvæg, cheddarost og ikke mindst ahornsirup.
Hvert forår tappes saften fra 9.000 sukkerahorntræer i bjergskovene over gården. Gennem et netværk af slanger samles saften og køres med traktor og vogn ned til gårdens steamhouse, hvor den koges ind. Vandet fordamper, og tilbage bliver den ravfarvede sirup, som sælges til kunder over hele USA.
Farmen omfatter 220 hektar jord og har været i familiens eje siden 1945. I dag er det fjerde generation, brødrene Jeff og Ralph Luce, der driver virksomheden videre sammen med deres forældre, Betty og Larry.
Inde i steamhouse fylder duften af varm sirup rummet. Dampen stiger op under loftet, mens Jeff Luce holder øje med evaporatoren, som langsomt forvandler træsaften til sirup.
-Når vinden kommer fra vest, løber saften bedst, fortæller han.
Han har arbejdet i steamhouse, siden han var dreng. Arbejdet begynder længe før foråret. Træerne skal passes, rørsystemerne vedligeholdes og brændet fældes og kløves. Selve sirupsæsonen varer kun omkring seks uger, men forberedelserne fylder resten af året.
Tidligere hang metalspande på træerne og samlede saften dråbe for dråbe. I dag sker indsamlingen gennem kilometervis af plastslanger, som fører saften ned fra bjergsiderne. Teknologien har ændret sig, men arbejdet er stadig tæt knyttet til naturens rytme.
Ralph Luce sidder i nærheden af kedlerne. Han lytter mere end han kigger.
-Når vi har haft streng frost om natten, løber saften langsommere i rørene, siger han.
Han har aldrig haft andet arbejde end farmen. Jeff forsøgte sig med jobs udenfor landbruget, men vendte tilbage. Ralph blev.
-Jeg kunne ikke forestille mig et arbejde, hvor man laver det samme hver dag, siger han med et smil.
Mens han taler, fylder han mere brænde på ovnen. Han er den eneste, der har betjent den nuværende evaporator siden den blev installeret for ti år siden.
Familien sælger også omkring 40 ton cheddarost om året. Osten produceres af indkøbt mælk og sælges fra gårdbutikken sammen med siruppen. Her kommer tusindvis af besøgende hvert år for at opleve livet på landet og smage gårdens produkter.
Betty Luce tager sig af butikken og ostehandlen. Flere af familiens oste har vundet priser på regionale dyrskuer, og kundekredsen rækker langt ud over Vermont.
Farmen har omkring 20.000 kunder på mailinglisten. Alene i december løb forsendelsesomkostningerne op i 44.000 dollar.
Folk vil gerne vide, hvor deres mad kommer fra, siger Jeff Luce.
-Vi laver et ærligt produkt. Man kan ikke snyde med ahornsirup.
Efterspørgslen er stigende. Ahornsirup fra Vermont har fået status som et kvalitetsprodukt, og delstatens navn fungerer næsten som et varemærke i sig selv.
Men fremtiden er ikke nødvendigvis sikret.
Næste generation hjælper til, når der er brug for det, men Jeff Luce ved ikke, om børnene en dag vil overtage farmen.
Samtidig ændrer Vermont sig. Flere velhavende familier fra Boston og New York køber huse op i området og bruger dem som fritidshuse, og boligpriserne er steget markant siden coronapandemien, hvor mange ville ud af de store byer og i sikker ensomhed i skovene. Mange lokale har svært ved at følge med udviklingen i priserne, og det rammer landbruget, som for eksempel har svært ved at få arbejdskraft, fordi ingen med løn fra en landbrugstjans kan finde en bolig, der er til at betale.
Udenfor er mudderet stadig dybt efter vinteren. Inde i steamhouse fortsætter arbejdet som altid. Ralph fylder brænde på ovnen, dampen stiger mod loftet, og endnu en portion sirup løber gennem filtrene.
Der findes måske ikke noget mere Vermont end ahornsirup – skabt af skov, hårdt arbejde og fire generationers erfaring.
I Vermont kalder de det sugaring season. For familien Luce er det ganske enkelt livet.
Af Karsten Himmelstrup
Marts 2025
Det er mere end bare sirup.
Mens dampen stiger fra steamhouse mod den grå forårshimmel, bliver det tydeligt, hvorfor ahornsirup betyder så meget for Vermont.
Det handler om mere end et sødt produkt til pandekager og cocktails.
Det handler om historie, familier og en levevej, der har præget landskabet i generationer.
De oprindelige folk i Nordamerika tappede ahorntræerne længe før de første europæiske nybyggere kom til området.
Siden er produktionen blevet en del af kulturen i både USA og Canada.
På Sugarbush Farm er metalspandene afløst af kilometervis af plastslanger, men princippet er det samme.
Når vinterfrosten slipper sit tag, begynder saften at stige i træerne.
Omkring 40 liter saft skal koges ind for at blive til én liter sirup.
Efterspørgslen er stigende, og Vermont er i dag USA's største producent af ahornsirup.
Men for familien Luce handler arbejdet om mere end forretning.
Gennem siruppen, osten, kvæget og mødet med de besøgende holder de liv i en tradition, som er større end dem selv.
Mens dagens sidste sirup løber gennem filtrene, og duften af karamel og træfyring fylder bygningen, fortsætter arbejdet som det har gjort i årtier.
I Vermont kalder de det sugaring season.
For familien Luce er det ganske enkelt livet.
Stabil produktion skjuler voksende krise for US-producenter af ahornsirup
Den amerikanske produktion af ahornsirup holder sig på et historisk højt niveau, men bag de stabile tal gemmer sig et erhverv under pres. En stærk amerikansk dollar gør canadisk sirup billigere, mens inflation, høje udgifter og usikker handelspolitik presser indtjeningen hos amerikanske producenter.
Det skriver professor Mark Cannella, University of Vermont, i dette års udgave af U.S. Maple Syrup Outlook udgivet af Farm Credit East.
Producenterne gik ind i 2026 med forsigtig optimisme – men også med bekymring for, om stigende omkostninger og hårdere konkurrence vil æde gevinsten ved de stabile høstudbytter.
Produktionen holder stand
USA producerede i 2025 næsten lige så meget ahornsirup som året før. Antallet af tappede træer ligger stabilt omkring 17 millioner, og Vermont fastholder sin position som landets største producent med over halvdelen af den samlede produktion. Samtidig vokser produktionen fortsat i stater som Maine og Wisconsin.
Prispres fra Canada
Rapporten peger på, at den svage canadiske dollar er blevet en hovedudfordring for amerikanske producenter. Da USA importerer mere end halvdelen af den sirup, der forbruges i landet, får canadiske producenter en markant konkurrencefordel. Store supermarkedskæder fokuserer i stigende grad på pris frem for oprindelse, hvilket presser de amerikanske bulkpriser.
Forbrugerne ændrer adfærd
Inflation og højere leveomkostninger får mange amerikanere til at holde igen med forbruget. Alligevel oplever producenter, der sælger direkte til forbrugerne, vækst på op mod 8-10 procent. Samtidig er der fortsat interesse for naturlige og mindre forarbejdede fødevarer, hvilket gavner ahornsirup som alternativ til raffineret sukker.