Nordøstengland: Mellem stolt fortid og usikker fremtid
April 2026
En rejse til Sunderland, Durham og Newcastle i det nordøstlige England er en rejse til en stolt fortid, men også til en nutid, som ikke er u-problematisk. Der wer masser af muligheder for gode oplevelser, og selv om fattigdommen og en hård tilværelse viser sit ansigt, mødes man af venlighed og interesse.
Norwegian-flyet fra København duver ind over stranden i det nordlige Storbritannien på vej mod Newcastle International Airport. Vi er tæt på den skotske grænse efter turen hen over Nordsøen.
Her ved kystlinjen omkring Whitley Bay og Tynemouth byder Nordøstengland denne forårsdag velkommen med blå himmel og solskin. Fra det bløde flysæde aner man intet om de vanskelige vilkår, som præger livet i regionen. Men togturen ind mod byen afslører hurtigt skrammer i facaden. Temperaturen er langt fra sydeuropæisk, vinden er skarp, og tilsammen tegner det et billede af barske livsbetingelser.
Begrebet udkant eksisterer også her. Der er langt til det finansielle centrum i London, som nærmest fungerer som sin egen økonomi. England hang tidligere bedre sammen som nation, men når Brexit ikke har styrket landets samlede økonomi, mærkes det særligt i områder som Newcastle og nabobyen Sunderland, cirka 30 kilometer mod syd.
Sunderland var den by i England, hvor flest stemte for Brexit: 61 procent sagde ja, mens 39 procent sagde nej. I Newcastle var resultatet langt tættere – 51-49. Mange stemte i håbet om, at problemerne kom udefra, ikke mindst fra Bruxelles. Siden har virkeligheden indhentet en del af befolkningen, og de seneste ti år har ikke været økonomisk blomstrende.
En aftentur gennem Sunderlands centrum efterlader et tydeligt indtryk: Her buldrer økonomien ikke. Det ved man godt i Sunderland, hvor optimismen ofte er nødt til at være et valg.
I Newcastle er forudsætningerne for udvikling bedre, og byen har i højere grad formået at skabe ny energi gennem kultur og erhverv. Den gamle arbejderklasseattitude lever stadig, men suppleres nu af nye initiativer.
Kul, stål og hårdt arbejde
Historien om både Sunderland og Newcastle er fortællingen om kul, stål og hårdt arbejde. Et besøg på museet i Sunderland giver et stærkt indblik i de barske forhold i kulminerne og på skibsværfterne langs floden Wear.
Her arbejdede man igennem for det britiske imperium – ofte direkte fra fabrik til pub uden at skifte tøj eller vaske hænder.
Museet rummer også en stærk udstilling om kvinderne i Sunderland og deres indsats. Den står i skarp kontrast til fortællingen om de hårdføre industriarbejdere og peger samtidig mod en mulig fremtid for byen.
Samtidig er fortiden tydeligt indgraveret i byrummet. På torvet er navnene på alle byens skibe nedfældet i et kobberbånd, og i parken ved museet mindes de mange krige, Storbritannien har deltaget i siden Anden Verdenskrig – med store menneskelige tab til følge.
Newcastle: liv, kultur og kontraster
Newcastle upon Tyne, med omkring 300.000 indbyggere, fremstår mere samlet. Byen opleves bedst til fods. Klassiske pubs er suppleret af kaffebarer og mikrobryggerier.
Et besøg på The Strawberry Pub nær byens stadion er et must – dog helst uden rivaliserende fodboldtrøjer. Om formiddagen er stemningen rolig, men senere fyldes stedet af dedikerede fans. Også Stack, et containerbaseret underholdningsområde med livemusik, er værd at opleve.
Til en hurtig frokost kan burgerbaren Meat:Stack i Groat Market anbefales.
Et dansk spor i historien
I St. Nicholas Cathedral finder man et hjørne, der især får danske besøgende til at standse op. Det hædrer de danske krigssejlere – over 1.400 mistede livet under 2. verdenskrig.
Newcastle upon Tyne fungerede som knudepunkt for den danske handelsflåde efter besættelsen den 9. april 1940. Tusinder af danske søfolk sejlede i allieret tjeneste, blandt andet på de farlige konvojer fra USA til Murmansk.
I katedralens “The Danish Memorial”, er en bog med navnene på de omkomne søfolk udstillet – der vendes en side hver dag. Bogen stammer fra Den Danske Sømandskirke i London.
Lige over for katedralen lå St. Nicholas Buildings, hvor den danske “Pool”-administration havde base. Herfra sejlede 3.000–4.000 danske søfolk ud under krigen, og mange færdedes dagligt i området.
Det Dannebrog, der dengang hang ved bygningen, hænger i dag i katedralen, hvor der hvert år holdes en mindegudstjeneste med kransenedlæggelse.
Strande og hverdag
Roker Beach og Seaburn Beach er blandt områdets mest populære strande. De brede sandstrækninger egner sig til både familier og løbeture, men vejret kræver respekt – selv om sommeren kan vinden være bidende.
Sunderland har trods sin størrelse – cirka 180.000 indbyggere – relativt lidt at byde på for turister. Til gengæld møder man en særlig mentalitet, ikke mindst omkring fodbolden.
Fodbold som livsnerve
Fodboldklubben Sunderland AFC fylder alt. Mange taler om fortidens triumfer, selv om klubben aktuelt klarer sig overraskende godt i Premier League efter sidste års oprykning. Holdet spiller teknisk flot fodbold og er godt placeret i en af verdens stærkeste ligaer – men snakken om europæisk deltagelse får stadig fansene til at tøve.
I stedet fylder mindet om pokalfinalesejren i 1973 stadig mest. Den markeres fortsat blandt fans, og selv en bar ved Stadium of Light bærer årstallet som navn.
Sunderland har – trods sine 180.000 indbyggere – begrænset at byde på for turister. Til gengæld er indbyggerne noget særligt, især når det gælder fodbold.
Dokumentarserien Sunderland 'Til I Die på Netflix giver et ærligt billede af en by præget af fattigdom, langt fra det glansbillede mange forbinder med London. En tur med bybusserne bekræfter indtrykket: Her møder man pensionister, der skal klare sig i måneder for det, andre bruger på få dages storbyferie.
Til gengæld er der liv og fællesskab omkring fodbolden. På det lokale fanmuseum nær Stadium of Light samles tilhængerne, og passionen for Sunderland AFC er umiskendelig. For mange er klubben et tiltrængt lyspunkt i en ellers grå hverdag.
Inden kampen møder vi en gruppe pensionister på The Victory. De har været der i timevis og går først mod stadion i sidste øjeblik. Spændingen er tydelig – og frygten for nederlag næsten til at tage og føle på.
For mange er klubben et nødvendigt frirum i en hverdag præget af udfordringer.
Denne søndag bliver det til en hjemmesejr over Tottenham Hotspur, og stemningen på stadion er intens. Bagefter flyder øllet på byens værtshuse – sejren over et hold fra London gør kun glæden større.
Historier, der lever videre
Rivaliseringer præger fodboldtilhængerne, og især Newcastle er arvefjenden.
Jeg spørger en af pensionisterne på The Victory om Sunderland har venskabsklubber, hvor tilhængerne kommer ekstra godt ud af det med hinanden, men han svarer nej.
-På et eller andet tidspunkt skal vi jo mødes i en kamp, og så er der ingen nåde. Vi er konkurrenter, og sådan er det, siger han.
Til gengæld er han klar med svaret, da vi taler om hadeklubben nummer et: Coventry. Og igen handler det om begivenheder, der ligger langt tilbage i historien.
En tirsdag aften i maj 1977 sidste runde i Premier League spillede tre klubber for at undgå den sidste nedrykningsplads: Sunderland mødte Everton ude mens de to andre nedrykningskandidater Coventry og Bristol City, mødte hinanden i Coventry.
Det var en af den slags gyserafslutninger, hvor de tre klubber havde stort set lige mange point, og det var aftalt, at de to kampe skulle sættes i gang på samme tidspunkt, så hold ikke kunne spille på andre resultater.
Men Coventrys manager, Jimmy Hill, sørgede for, at kampen i Coventry kom i gang med ti minutters forsinkelse, og ved stillingen 2-2 mellem Coventry og Bristol City blev Sunderlands kamp mod Everton fløjtet af: Sunderland tabte 2-0.
Dermed kunne både Coventry og Bristol redde sig med uafgjort, og Coventrys manager styrtede ifølge Daily Mirror hen til kommentatorrummet med resultatet og skreg: “Get it on the board”.
Da resultatet blev kendt, gik spillet i stå midt på banen, og tilbagelægning til målmanden blev det mest benyttede taktisk greb resten af kampen - begge hold reddede sig.
Jimmy Hill fik efterfølgende en reprimande af fodboldorganisationen FA, men resultatet blev der ikke ændret på: Sunderland rykkede ud.
Hadet mod Hill og Coventry består, og pensionisterne omkring bordet her i 2026 har ikke det mindste tilgivet, at Sunderland blev snydt. Da Jimmy Hill i 2008 besøgte Fulham og på stadion blev præsenteret som en tidligere stjernespiller i klubben, brød vreden ud på den del af tribunen, hvor udeholdets tilhængere stod. De var nemlig fra Sunderland, og Hill måtte efterfølgende eskorteres ud af stadion af politiet, for at han ikke led overlast.
Durham: historisk kontrast
En bustur til Durham – cirka en time væk – er en oplevelse i sig selv. Byen minder på nogle måder om Ribe, men er mere kuperet.
Durham Cathedral troner over landskabet og regnes blandt Europas fineste romanske katedraler. Sammen med Durham Castle udgør den et UNESCO-verdensarvsområde.
Byen kombinerer historie, arkitektur og studieliv og står i kontrast til de mere rå industribyer.
En region i spændingsfelt
Nordøstengland er et område præget af kontraster: mellem fortid og fremtid, stolthed og udfordringer, nedslidning og fornyelse.
Kombinationen af Sunderlands rå virkelighed, Newcastles energi og Durhams historiske charme gør regionen til en oplevelse, der sætter sig spor.
